Godt nyt om de ukrainske flygtninge
Uploadet 15. september 2022 af Dennis Højgård
I foråret ankom der 36 ukrainske flygtninge til Betania med bus. Nogle af flygtningene blev indlogeret privat, andre i kirken og nogle i forstanderboligen på Betesda.
De ukrainske flygtninge oplevede sig hurtigt hjemme i nærområdet, så på trods af at Udlændingestyrelsen ønskede, at en del skulle flytte til København, blev der gjort en stor indsats for at skaffe job og boliger i Herning, Brande Grindsted og Ikast, for at skabe en mulighed for at de kunne blive i Midtjylland, som de ønskede.
En enlig mor med sine 3 børn samt en ung kvinde som boede i Brande valgte at tage retur til Ukraine, men de resterende er nu bosat rundt omkring i Midtjylland, og er i gang med at falde til i de nye rammer.
Mange tak til alle, som har hjulpet til med alle de praktiske ting omkring indkøb, kørsel, papirarbejde, jobsøgning, hjælp til skole, boliger og alle de andre vigtige ting, som skulle til, for at de kunne få en god start i Danmark.
En stor tak skal lyde, til alle som har bidraget ved indsamlinger og donationer. Det har været et stort projekt, som nok også var større end først forudset, men der har hele tiden, været døre som åbnede, muligheder som lykkedes, og en stor følelse af at Gud velsignede det.
Det skabte et særligt bånd, at mennesker både i kirken og i lokalsamfundet stod sammen for at hjælpe de ukrainske flygtninge, i den svære situation de stod i.
Mange tak for det.
Kirken: Kontonr. 9559 5650153806 · MobilePay 99328
Ydremission: Kontonr. 9712 0741793075