De fleste mennesker, som er vant til folkekirkens mere formelle og ensartede gudstjeneste form, bliver til særdeleshed overrasket når de kommer ind i en frikirke, og oplever en anden frihed og engagement i vores gudstjenester. Man har med stor sandsynlighed ikke oplevet mennesker, som taler i tunger og løfter deres hænder under lovsangen. Denne artikel vil forhåbentligt være med til at besvare nogle af de spørgsmål man måtte have som ny i en frikirke.

Trommer, guitar og bas
En ting, der kendetegner frikirkens gudstjenester er, at vi udover sange fra vores salmebog også synger sange fra andre frikirker, både nationalt og internationalt. Disse lovsange er friske og moderne med enkle og personlige tekster, som gør, at alle aldre bliver inkluderet og imødekommet. I frikirken tror vi, at Gud er den samme i både fortiden, nutiden og fremtiden. Kulturen og teknologien ændrer sig dog, og derfor ønsker frikirkerne også at gøre brug af disse redskaber til at forkynde og formidle Guds ord.

Lukkede øjne og løftede hænder
Ofte under bøn eller stille og spontan lovsang, vil man se mennesker lukke deres øjne og løfte deres hænder. De lukkede øjne gør intet åndeligt, men hjælper kun rent praktisk at fokusere på Gud og hans tilstedeværelse. At løfte hænderne viser en overgivenhed og ydmyghed, hvor i man ønsker at ophøje og lovprise Hans navn. Man kan endelig også sige, at det udtrykker en åbenhed for at blive fyldt op af hans ånd, fred og kærlighed. Derfor vil man også ofte opleve, at Gud rør ens hjerte når man løfter hænderne.

Ligge på knæ
Nogle gange når mennesker beder, føler de en trang til at bøje deres knæ. I det ydre viser man en ydmyghed og inderlig overgivelse til Gud og en accept af Hans autoritet. Ligesom når man bøjer sig for en konge, ønsker mennesker i frikirken også at bøje sig for Jordens Skaber og Kongernes Konge. I det indre vil man ofte opleve, at Gud opmuntrer og giver én styrke til at fortsætte sin hverdag og daglige vandring med Gud. Det kan også være når man bliver knækket og overvældet af ens synder, at man må bøje sine knæ, som symbolsk viser en afmagt, hvor man ønsker, at Gud skal tilgive og trøste ens hjerte. At ligge på knæ giver en herlig intimitet med vores Far i Himlen.

Amen og Halleluja
I frikirken kan man opleve, at folk mumler med når der bedes eller når der synges lovsang. Biblen taler om, at en forsamling løfter sin stemme til Gud, og det er det, som fælles bøn handler om. Gud elsker når vi i fællesskab hengiver os til Ham og Hans ånd får lov at gribe vores hjerter. Vi ønsker ikke at bede ensartede klicheer, men bede brændende og passionerede bønner fra vort inderste. Det er heller ikke altid præsten beder højt, da der til tider kan være folk fra forsamlingen som beder højt.
Under en gudstjeneste vil der være folk, som siger ord såsom Halleluja og Amen. Halleluja betyder ”Ære til Gud” og Amen betyder ”Det skal ske”, som er en understregning af det, som lige er blevet sagt eller bedt.

Tungetale
Denne side af bønnen er nok mest overraskende for udenforstående; Mennesker som står og beder på et uforståeligt sprog med nogle fremmede lyde. Tungetalen er et specielt bønnesprog, som ikke kan oversættes direkte. Når man synes at ens egne ord bliver utilstrækkelige, kan man bruge tungetalen og bede ud af hjertet uden at skulle tænke over, hvordan man formulerer sig. Man kan godt sige, at det egentligt bare er nogle uforståelige lyde man siger, men det er rent faktisk ens ånd, der kommunikerer med Gud, og det man har i sine tanker, bliver løfter op til Ham. Det er et personligt bønnesprog, som Jesus giver til dem, der beder om at få det, og når man har modtaget det, kan man bruge det, når man vil, og det er en vældig styrke i ens bønneliv. Det er en misforståelse at bede meget højt i tunger til en gudstjeneste for at andre skal høre eller beundre det, men det er ikke forkert at bruge tungetalen i fællesbønnen, selvom den ikke er direkte forståelig. Det kan dog ske, at en anden i forsamlingen oplever en oversættelse/forklaring af en andens tungetale. Dette kaldes at udlægge en tungetale, og når man gør dette, er det får at få en åbenbaring af Guds budskab til gudstjenesten.

Sang i ånden
Når forsamlingen tilbeder Jesus, hænder det efter en sang, at lovsangsbandet fortsætter med noget instrumentalt musik, hvor folk kan synge deres egen sang; både i tungetalen eller i ens eget modersmål. Tungetalen kan under denne del være særdeles anvendelig, da det kan være svært at få lovsangsbandets melodi til at passe med sin egen tekst/bøn. Derfor synger man i tunger på sin egen melodi, som passer til det der bliver spillet.
Denne form for tilbedelse bliver brugt i hele verden af de kirker, som er åbne overfor Helligånden og om lever en kristendom, hvor mange mennesker bliver påvirket, og kommer til tro på Gud. Det er et stærkt udtryk for hengivelse og kærlighed til Jesus, som også baner vej for Guds ords forkyndelse.

Profetisk tale
På biblens tid var der mange profeter. Det var mennesker, som fik budskaber fra Gud til Hans folk; israelitterne. Dette sker også i dag. Når vi beder i kirken, sker det at en i forsamlingen får et budskab fra Gud, og begynder at sige det højt under bønnen. Det kan være en opmuntring eller opfordring til menigheden. Ofte vil man dog opleve, at det er når man beder én til én, at man bliver tilskyndet til at profetere ind i den andens liv. Som nævnt tidligere kan det være at en beder i tunger højt, så hele forsamlingen kan høre det. Bagefter udlægges tungetalen enten som en opmuntring eller som en profeti om fremtiden.
Det er spændende, at Gud taler i dag, og selvom vi ikke kan tillægge budskaber samme værdig som biblens ord, er de ofte meget relevante hilsner, som vi har brug for at høre.

Håndspålæggelse
Efter prædikenen hænder det ofte, at der er forbøn. Man kan her få forbøn for fysiske skavanker eller personlige problemstillinger. Ofte hænder det, at man får forbøn for prædikenens budskab. Jesus sagde til sine disciple, at de skulle lægge hænderne på de syge, derfor lægger vi også hænderne på folks hoveder eller skuldre, når vi skal bede for hinanden. Hvis de har ondt et specifikt sted, lægger man nogle hænderne på dette sted, hvis man i respekt for vedkommende har fået lov til det.
Håndspålæggelse er en meget konkret måde at identificere sig med hinanden på. Når man rører ved et andet menneske, skabes der nærkontakt. Denne nærkontakt er også en konkret måde at formidle Guds kraft og velsignelse på. Mange har igennem dette fysisk oplevet en kraft, som nogle beskriver som en varme, flyde igennem kroppen fra den person som lægger hånden på én.
Derfor er håndspålæggelse en vidunderlig mulighed for at modtage hjælp fra Gud i enhver henseende.

Manifestationer
Det er meget normalt, at mennesker reagerer på Guds nærhed, som kan ske både under håndspålæggelse og under lovsangen. Nogle kan begynde at græde, smile eller le. Nogle begynder at ryste, og andre kan miste balancen og falde bagover. Når man græder, kan det enten være et udtryk for glæde eller være et udtryk for smerte, som udløses når Helligånden bringer indre lægedom. Latter er naturligvis et udtryk for glæde og lettelse i Guds nærhed. Man bliver overvældet af Guds godhed, som får en til at smile og le. Mennesker som ryster eller falder sammen på gulvet, har ofte en intens oplevelse af Guds kraft og nærvær.
Det er sundt og naturlig at være modtagelig for Helligånden, og at slappe af så følelserne og kroppen også bliver påvirket af det, som Gud gør. De ydre manifestationer må dog aldrig blive målet i sig selv! Jesus sagde selv til sine disciple: ”Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene”. Jesus ønsker her at fortælle os, at de ydre ting aldrig må være fokusset. Man skal glæde sig over, at ens navn er indskrevet i Himlen. De er følgevirkninger af det, som Jesus virker i menneskets indre med sin guddommelig kraft.

Efter artiklen
Har du endnu ikke overgivet dit liv til Jesus og ønsker at gøre dette, men ved ikke hvordan, vil vi henvise til dette link, hvor du vil finde navn og kontaktinformation på to præster: https://betania.dk/kontakt/