Malet af Arnt Uhrie

1998

Overgivelsen

Det er blevet så tungt.

Jeg magter ikke mere.

Jeg kan ikke længere mærke,

hvor mine grænser går.

Jeg troede, jeg kunne løfte mig selv

og det liv, som blev mit.

Jeg ved ikke, hvornår jeg faldt,

men jeg kan ikke rejse mig igen.

Ikke igen — ikke alene.

Jeg lukker øjnene.

Hvad betyder det at give op,

og hvornår er der ingen andre

muligheder at klynge sig til?

Hvis jeg giver slip på mig selv,

er der så nogen, der griber?

Og tør jeg give mig hen

— give mig nogen anden i vold?

Vil jeg overgive mig?

Jeg har prøvet at råbe, at danse

og at søge lyset.

Jeg har også ventet, hvisket og grædt.

Når ingen viser sig, så er jeg vel alene;

men jeg kan ikke holde ud

at være alene med mig selv.

Jeg har hørt om en mand,

der blev hyldet som konge,

kronet med torne og hængt på et kors.

Det blev alligevel sagt om ham,

at han var liv,

og livet var menneskers lys.

Med lukkede øjne kan jeg mærke lyset,

men mørket griber mig også.

Er jeg alene?

Lyset og mørket brydes i mig,

og kampen har tvunget mig i knæ.

Hvor skal jeg gå hen

for at finde kraften til at rejse mig…?

Er overgivelsen et nødvendigt onde,

fordi jeg kun langsomt vil indse,

at jeg ikke kan selv?

Mit brudte liv,

alt som blev misforstået og mislykket

og fyldt med ting,

som ikke kan glemmes.

Kan nogen møde alle nuancerne

— og blive hos mig?

Jeg har så ofte prøvet

at bide tænderne sammen og kæmpe,

til jeg brød sammen.

Nu overgiver jeg mig.

Kathrine Kofod-Frederiksen