Sommerferien står for mange af jer for døren, og vi vil ønske jer alle en rigtig god sommer. En del af jer skal nok til Mariager, og vi er med jer i ånden og i tanker. Måske vi også kigger lidt med på youtube.
Vi havde tænkt på at komme hjem ca. midt i august til midt i september, men pga vores datter Hannahs bryllup den 3. oktober, har vi valgt at udsætte vores missionsrejse, så det istedet bliver en efterårstur. Kan ikke lige huske, hvornår vi sidst har været hjemme og oplevet det danske efterår med de smukke farver, og måske også meget regn… Måske vi skal helt tilbage til år 1995?
Vi har mange udfordringer, men vi oplever Gud er med os. Det er også Hans løfte – at når vi adlyder ham i stort eller småt, så har Han lovet at være med os. Det gælder os alle sammen.
Jeg, Birgitte, oplever ofte at gamle sange eller skriftsteder kommer til mig, og så tænker jeg, at hvor er det vigtigt, at vi får gode ting i vores ”forråd”, for så tager Helligånden det frem, når vi har brug for det. Vi er priviligerede, at vi har frihed til at læse Guds Ord, at synge åndelige sange og at samles for at styrke hinanden i troen.
I skal alle have en kæmpe varm tak, fordi I som menighed støtter vores arbejde økonomisk måned efter måned, år efter år, men vi ved også, at mange af jer beder for os, hvilket vi er dybt taknemmelige for. Vi fik for nylig en skøn varm hilsen, som vi også har delt i nyhedsbrevet, og den gælder også jer, fordi I er en del af vores arbejde. Menigheden, som vi hjalp med piller og tag til en kirke sidste år, skrev bl.a.:
”Vi takker jer oprigtigt for jeres samarbejde og for jeres trofaste støtte. Jeres partnerskab har været en stor opmuntring og sand velsignelse for os. Vi ser det som Gud, der arbejder gennem jer for at hjælpe os med at bygge ikke blot en fysisk struktur men at styrke Guds folk. Må Herren styrke og lønne jer. ”
Takken fra menigheden gælder også jer. Men også en stor varm tak fra os!
Rigtig god sommer til jer alle.
Mange varme hilsner Birgitte og Søren